283 nede. 62 sider endnu

Og iiih, hvor jeg glæder mig.

Fik i dag, lige pludselig, en sær fornemmelse af, at jeg har købt min sidste pakke cigaretter.
Og jeg ryger stadig, men mest fordi der står i bogen at man ikke skal holde op før man er helt klar og at det er en god ting at vente til man er helt færdig med at læse.

Har lige røget en cigaret og sidder nu med noget, der ligner tømmermænd.
Kan slet ikke vente – jeg vil have læst den bog færdig og være ikke-ryger. For jeg tror faktisk på, at det sker.
Lige om lidt :hopper:

Har skrevet side- og linietal ned så jeg nemt kan vende tilbage til de rammende steder i bogen.

Borderonline

Er nede i lidt af et hul for tiden. Kan pludselig mærke hvor meget jeg har “fortrængt” mens jeg har været på barsel.
Og nu kommer det hele op til overfladen med neuroser, tics, mikropsykoser, rysteture og hele møgeriet.

Så jeg er for alvor blevet aktiv på de to bordeline-fora jeg er medlem af. Og det går faktisk godt.
Er blevet bedre til at skrive selvom jeg har det dårligt i stedet for at gemme mig i mig selv indtil det hele er ok igen.
Det er hårdt, men jeg kan mærke, at det gør en forskel.

Og nu er det så vist blevet sengetid – skal i “skole” i morgen, jo.
Fra på fredag har jeg ferie lidt over 5 uger. Glæder mig! Især glæder jeg mig til at have overstået CSL og til at kunne give mig selv lov til at fordybe mig i mine tanker. Bliver jo, et eller andet sted, nødt til at få styr på det inden HF starter.

VUC – here I come!

Har lige været til samtale med studievejleder x 2 på VUC. Har planlagt skema, aftalt diverse og fået en dato for skolestart. D. 21. august går det løs.

Det er dejligt at tænke på, at det, fra den dag og – forhåbentligt – 3 år frem, ikke længere skal være pinligt når nogen spørger til hvad ‘jeg så laver’..
Og at jeg i øvrigt er fri for at tænke over hvad der så skal ske nu.
Håber på at den HF er det, der skal til for at sparke mig i gang og måske faktisk er stien, der skal lede mig ud af systemet med sagsbehandlere, psykologer, kontanthjælp und so weiter.

Bonus: får lang sommerferie. Fra d. 11. juli til d. 21. august.
Og masser af tid til at planlægge f.eks. Stoffers 2 års fødselsdag. Og tur i Legoland.

Er faktisk en lille smule svimmel-glad lige nu.

I dag er det Sebastians fødselsdaaag

Og sikke en dejlig dag det er i dag!

Vågnede ved at fødselaren var krøbet under dynen i familiesengen og ville nusse med moar.
Så stod kæresten op med ungerne og jeg sov helt til klokken 10.
Vågnede dog lige præcis tids nok til at se, at der på uret stod 8:25 og kunne tænke 3 år tilbage, på dengang da Sebastian lige var blevet hevet ud af mit underliv med en blød sugekop og så sit første dagslys på min mave.
Og så lagde jeg mig til at sove igen.
Hvor er det fantastisk at han er gået fra at være et hjælpeløst lille væsen på 55 cm og 3.490 g til nu at være en herlig krudt-i-numsen knægt på næsten 1 meter og 17,6 kg.

Og nu kan jeg så gå i gang med så småt at planlægge 2 års fødselsdag d. 11. august.
Derefter er det min egen fødselsdag, der er næste i rækken. Og den gider jeg faktisk ikke tænke på

Sparket ud af sengen – igen

Det er ret utroligt, at to mennesker på under 1 meter kan fylde så meget, men ikke desto mindre er jeg igen blevet sparket ud af sengen tids nok til at stå op sammen med forårssolen.

Nu er det så heldigvis fredag idag. Og jeg kan se frem til tre dage sammen med kæresten.
Og en masse gøremål, fødselsdagsflag, kager og larm.

Fik snakket med min sagsbehandler igår. Om at jeg ikke har det allerbedst og om at det nok alligevel ikke var så god en ide med det der aktivering i en genbrugsbutik.
Heldigvis har jeg en af de få sagsbehandlere, der faktisk tror på hvad man siger og kan se det alvorlige i at stå på egne ben, uden psykolog, for første gang i 9 år.
Så vi blev enige om, at hun og jeg skal til møde på noget, der hedder Livsstilscenteret på torsdag med henblik på “kursus”start mandagen efter.

Det har hjulpet på det – tankerne om selvskade er knap så voldsomme og jeg kom i seng i god tid igår.
Nu glæder jeg mig egentlig til at komme ud og igang igen – være sammen med andre voksne mennesker igen.

Men på en måde er det også som at have meldt pas. At bede pænt om at komme tilbage til AOF.
Selvom jeg jo godt ved, at jeg ikke kan forvente alt for meget af mig selv, især ikke nu, hvor jeg er singlemor og i forvejen ikke er på toppen.

Glæder mig vist i grunden bare til at starte på HF og håber på at få min revalidering godkendt således at min familie og jeg kan se frem til lidt bedre tider og for at få lidt mere motivation ind i kroppen.

Hun startede egentlig med at snakke om, at jeg måske skulle kontakte min læge og derigennem få en ny henvisning til distriktspsykiatrien, men jeg tror helt ærligt ikke, at det løser noget som helst.
- At hvis jeg så kom tilbage til dem, så ville det hele falde ind i den vante gænge igen med, at jeg er tilknyttet dem, men ikke bruger dem og derfor ikke synes at have brug for dem.
Bare fordi man er sådan én, der har det med ikke at bede om hjælp før verden braser sammen.

Drømmer lidt om igen at få en telefonpsykolog, ligesom for 8 år siden da jeg havde en dejlig psykolog i Sønderborg, men boede i Tønder.
Det ville fjerne den der stressfaktor med at skulle have afsat børnene og derefter tage en usikker bus til et sted hvor man ikke kan finde rundt.
Og så er det også bare nemmere at snakke løs når man ikke kan se hvad de skriver.

Lidt om ikke så meget

Har lige set Saw IV. Sammen med kæreste, der er hjemme på weekend.

Var egentlig god, men lidt for meget flashback i forhold til at det er alt for længe siden vi så III’eren..

Er sur på mig selv.

I går, da jeg lå i min seng og skulle til at falde i søvn, fik jeg den bedste ide -ever- til et maleri.

Og, som så mange gange før, tænkte jeg, at jeg burde skrive det ned. Men gjorde det ikke – der lå en syg dreng i vejen.

Og nu er det væk. Som i helt.

Kan ellers mærke det var en virkelig god ide.

Og hvorfor er det lige man får de bedste ideer lige inden man falder i søvn?

Og så ikke kan huske dem dagen efter, andet end, at de var der..?

Er gået i gang med et maleri til min mor.

Hun ligger sygemeldt derhjemme efter en operation.

Når nok ikke at give hende det inden hun bliver er færdig med at være sygemeldt, men nogle gange er det tanken, der tæller.

Nu kun 9 uger tilbage som deltidssinglemor.

Julen starter

Om et øjeblik jo.

I morgen skal det sidste klares. Der skal købes ind, de sidste julegaver skal købes (mener det drejer sig om en enkelt), gøres klar eller pakkes ind og der skal købes ind til risengrød.
Ungerne skal i bad. Vi skal i bad.
Der skal gøres rent.
jeg giiiider ikke, faktisk!

Er allerede juletræt, som sædvanlig.

Vi prøver dog noget nyt i år.

Lillejuleaften kommer min far på besøg – kan ikke undvære ham.
Har han gaver med bliver de pakket op mens han er der.
Om morgenen d. 24. pakker vi hinandens gaver op og ungerne får gaverne fra os. Så er de måske aktiveret en times tid.
Så skal der pakkes stort op hos farmor om aftenen.
D. 25. skal vi ned til min mor hvor vi pakker flere gaver op og giver gaver.
D. 26. skal vi ud til Dennis’ far hvor vi igen udveksler gaver.

Håber at det på den måde ikke bliver så anstrengende med alle de gaver. Nok primært børnenes..

Har altid hadet det der med at pakke den ene gave op efter den anden. At sidde med et bjerg og bare være træt og træt.
- Mine forældre blev skilt da jeg var 7 og vi skiftedes til at være hos mor og far til jul.
Når vi var hos far var vi ofte sammen med alle fætrene og kusinerne og fordi vi havde alle de der ekstra sæt bedsteforældre (det må være fire sæt inkl. biologiske plus en papolde) var Kasper og jeg altid de sidste, der sad og kæmpede med gavebånd og alt for meget papir.
For det første var det ikke rart at alle de andre unger synes vi var ærgerlige fordi vi druknede i legetøj, for det andet var det bare for meget – vi fik så meget bras, at vi ikke kunne finde ud af hvad der skulle leges med og desuden kunne vi ikke huske hvem der havde givet os hvad fordi vi bare havde kæmpet os gennem udpakningen.
Nu vi er blevet voksne hjælper det på det – får sjældent gaver fra papbedsterne. Men det sidder stadig og niver inde i hovedet, at jeg ikke giiider pakke op og ud og bukke og neje.

Nå. Men jeg glæder mig til det er overstået og til at se hvad ungene får (og hvad de bliver glade for)
Og rigtig meget glæder jeg mig til Dennis pakker sin gave ud. Håber jeg har ramt rigtigt

Blogging

Har så fået en blog.
Synes ellers de er så kedelige, men har efter et laaaangt forsøg opgivet at vedligeholde min hjemmeside.
Har simpelthen ikke tid eller tålmodighed til det der html lige for tiden.

Kan så indlede min blog med at lidt forvirret blæreindlæg – har lige testet min EQ og scorede 69.
Tænkte at det da lød forholdsvist lavt eller regulært og tjekkede så scoren på en anden side (hvorfor lave en test uden andet resultat end et tal?)
Tog iøvrigt testen igen på den anden side og scorede denne gang også 69, så det må jo passe.

Nåmen her er hvad der stod:

What your score means

On average, most women score about 47 and most men about 42.
Most people with Asperger Syndrome or high-functioning autism
score about 20.

0-32 = You have a lower than average ability for
understanding how other people feel and responding appropriately.

33-52 = You have an average ability for understanding how other people
feel and responding appropriately.

53-63 = You have an above average ability for understanding how other people feel
and responding appropriately.

64-80 = You have a very high ability for understanding how other people feel and
responding appropriately.

Det er jo i grunden ikke noget særligt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om min mor alligevel havde ret i det med at “mit problem” muligvis var superintelligens.

På den anden side, når jeg slår superintelligens op på google snakker folk om hjerner med dobbelt hastighed, så mon ikke det er et andet ord jeg leder efter?