Er flad

Kan slet ikke komme ind på livet lige for tiden.
Det føles som om nogen sidder inde i mit hoved og puster det hele i uorden.
Burde nok, et eller andet sted, snakke med nogen om det, men har faktisk slet ikke overskuddet til det.
Så i dag melder jeg mig syg og håber, at en lang weekend er nok til at få styr på det hele så jeg kan være frisk til møde med studievejleder på VUC d. 24.

Min mor tager drengene lørdag til søndag. Og Dennis har lovet at lave stegte nudler med indbagt kylling.
Bliver lækkert!
Søndag, når vi kommer til Gråsten efter ungerne, tager vi i svømmehal.

Og så har jeg fået verdens bedste gave – ever!
- En hjemmelavet nøglering. Må lige flashe den når jeg har fået taget et billede ♥

… Momo!

Verden er i undtagelsestilstand.

Min mormor ligger på intensiv efter en operation, der gik galt.

Har været deroppe, på sygehuset, tirsdag og onsdag. Blev hjemme idag. Og sov.

Havde slet ikke lyst til at hente ungerne – hvis nu der skete noget.

Går rundt på sådan en underlig tom måde og venter på at telefonen ringer, men håber på den lader være.

I hvert fald hvis det ikke er godt nyt den ringer med.

Brast i gråd i bussen i dag da yndlingsbuschaufføren jokede som han plejer. Endte med langt akavet kram og trøstende ord fra alle de andre faste passagerer.

Det er mærkeligt, som man kommer hinanden ved, bare fordi man ser hinanden så godt som hver dag.

Det hele er så skrøbeligt. Og jeg er så glad for, at Dennis kommer hjem i morgen. Og for at næste uge er en kort en, hvor han kommer hjem til graduering i ninja-klubben onsdag og helt hjem torsdag.

Nå!

Den der stille og rolige dag jeg havde i tankerne i morges blev saboteret noget så grusomt.

Jo, jeg slappede da af et par timer mens ungerne var afsted, men da de blev hentet igen var det nogle meget sure børn jeg fik med hjem.

- De havde ikke sovet til middag og Sebastian ville slet ikke med hjem. Han ville virkelig ikke med hjem. Gemte sig i Christels køkken og det var først da jeg lovede ham en läkerol at han gav sig. Men han var stadig sur og umedgørlig.

Og sådan fortsatte det ellers. Hele vejen hjem, mens jeg lavede aftensmad, efter aftensmaden og under putningen.

Til gengæld sov de kl. 19. Men jeg er alligevel fuldstændig mast.

Mødte en veninde på vejen hjem. Har ikke set hende længe – vi har begge haft meget om ørerne.

Men vi aftalte at mødes næste uge. Uden børn. det bliver første gang det sker, så det er en lille smule spændende

- Har det jo med at “gemme mig” bag mine drenge.

Men det skal nok gå. Hun er smaddersød og nem at snakke med, så jeg glæder mig egentlig.

Og så er jeg blevet forelsket. Han hedder Nokia N82.

MÅ bare eje den..

Nu har jeg også haft N70′eren langt over et år, så i grunden har jeg fortjent en ny telefon.

Så skal jeg bare finde ud af at få råd til den. Eje den, det skal jeg.

Se bare hvor smuk den er.
Og så kunne det da også være fedt at lege med det der S60 v.3. Kan ikke lade være med at synes det er en lille smule spændende.

N70′eren kører jo på S60 v.2, så der må være nogle nye funktioner at lege med.

:nørd:

Be’ om

- Den skal lige med.

Kristoffer kan sige be’ om.

Men han ryster stadig på hovedet når jeg spørger om han kan sige mor..

Hurtigliste over 19 måneder gammel drengs ordforråd

• Far (baahr)
• nej (ej)
• ja (mmh)
• lakrids (hatis)
• tis (gæt selv)
• BUM!
• av!
• varm (am)
• mad
• hej-hej :vinker:
• hej
• mo-mojn (har sønderjysk-talende dagplejemor)
• EEEEEEJ!!! (Sebastian driller!)
• bold (wohld)
• bil (wihl)
• hov!
• gi’
• puuuh! (“jeg har lavet lort og vil gerne skiftes”)
• be’ om
• tak (taaart)

Og klokken er for mange til at jeg gider mere.

I hvert fald er pointen, at han kan gøre sig forståelig omkring rigtig mange ting, men han nægter pure at sige mor.

Samme historie var det med ældstemanden.

Utaknemmelige skarnsunger – mor er der åbenbart bare.

Skrøbelig

Sådan føler jeg mig for tiden.

Var til samtale hos Bodil i mandags og det endte med et farvel.
Som i jeg kan ikke længere sige at jeg bliver passet på af distriktspsykiatrien.

Oven i det slutter AOF på onsdag.

Og jeg skal i praktik, men hvor ved jeg endnu ikke.

Og Dennis skal på kursus.
I 2 måneder og nogle uger, så meget vides dog.

Kan slet ikke rumme det. Og har det egentlig ikke særlig godt.

Der er lidt for megen afslutning i mit liv lige nu, og er der noget jeg ikke er god til er det at afslutte ting og starte nye ting.

Hvis jeg kunne ville jeg ikke lave andet end at sove. Er så evig træt og tom i hovedet.

Vinterferie

er enormt overvurderet!

Havde egentlig glædet mig til at nusse rundt med drengene og alt det. Lidt ærgerligt at Dennis først har fri næste uge, men sådan er det nu en gang.
Havde i tankerne planlagt smadderhyggelige ture på legeplads etc. og tur i mødregruppe.
Har i stedet brugt tiden (og energien) på at have diarre.

Er endelig stoppet i dag.

Men i morgen (i dag – skal lære at gå i seng) stiger humøret – da kommer vores nye vaskemaskine.
Og hvis jeg er heldig kommer posten med en ny jakke og en lækker sweater.

:blank:

Nå.. er nu derhenne hvor min menses skulle have sluttet. Og den er stadig ikke kommet.

Hvis ikke den kommer i løbet af næste uge vil jeg bede Nanna tage en blodprøve.

Morgenurin fortsat pæn negativ.

Lørdag morgen

Havde egentlig glædet mig til idag – skulle have været i Gråsten til svømmehygge hos Momo, men nu er det sådan at både Bassen og jeg har ondt i ørerne og så er der ikke meget fidus i det længere – det er jo primært for Bassemandens skyld vi skulle i svømmehal.

Men det er nu heller ikke fordi jeg har særlig meget lyst til at skulle noget – har stadig vat- og spritagtig følelse i venstre side af hovedet og venter pt. bare på at mine to morgenpamoler sætter ind.
Håber at have det bare en lille smule bedre på mandag, men lige nu føles det ikke som om det nogensinde holder op.

Og nu er det vist tid til morgenmad.

For FILAN da!

Kristoffer er en stor, sur mås! Har lige brugt over 1½ time på at overtale ham til at falde i søvn.
Gik altså glip af Ghost Whisperer.

Sidder nu nedenunder og damper af.

Når jeg kommer op igen skal jeg have mine øredråber – er så heldig at have erhvervet mig et sår på trommehinden og er dermed så godt som døv på venstre øre. Og svimmel.

Synes faktisk bare det hele er ret synd for mig.

Men jeg er stadig glad for min tatovering.

Så blev det allernådigst morens tur

til at få en omgang snot smidt i kraniet.

Nu er alle de andre ved at være raske og så er det som sædvanlig blevet min tur.

Er der nogen der har tænkt på at jeg faktisk ikke har tid til at være syg, hva’??