Archive for april 2008

God-da-morgen..

Nå!
Mine børn er så blevet byttet ud. Eller også har de været ude at flyve med noget UFO.

I hvert fald er de fuldstændig holdt op med at sove om morgenen.
Indtil nu har de altid sovet til minimum kl. 8.
Nu står de gerne op omkring kl. 6.

Sidder nu i stuen med ældstemanden og ser på Peter Plys og hans venner i 100 Meterskoven. Lige nu er de ved at lære at dele..

Og når man sådan lige har vænnet sig til at være oppe så tidligt, så er det faktisk rart, skal bare lige vænne mig til, at jeg ikke længere kan drikke min morgenkaffe i Peter Plys (eller Byggemand Bob, Peter Pedal, Sørøver Sally, Bamse.. find selv på flere) fri morgen-atmosfære.
Og at jeg skal lave en ekstra kop kaffe fordi nogen åbenbart ikke synes det er rigtig morgen før stuebordet er blevet vasket i lige dele mælk og kaffe (og skrubbet godt efter med minifras).

Udover alt det er det blevet hverdag igen. Efter en dejlig weekend med Dennis (og to 10 års efterskolejubilæer). Som startede rigtig skidt med, at jeg havde tid hos min læge og skulle have hevet kobberspiralen ud af min livmoderhals. Og så kunne hun ikke finde den.
Halsede, på lægens anbefaling, først hen på biblioteket for at få drengenes DP til alligevel at tage dem med hjem og så halse i den anden retning, ud til byens (og omegns) eneste gynækolog for at få en tid hos ham hurtigst muligt. Og det fik jeg så også – d. 16. maj.
Er så i mellemtiden blevet forsikret om, at selvom spiralen stadig sidder oppe i min livmoderhals (og det gør den, jeg har mærket efter), så er det slet ikke så slemt.
Men vi har alligevel valgt at ringe til en gynækolog i Haderslev og se om vi kan få en tid på fredag, hvor Dennis er hjemme på grundlovsferie.
Helt apropos er der nu kun 7 uger tilbage af Dennis’ kursus, og de to af dem er halve, så i grunden er det kun 6 uger.

Og nu er der pludselig ikke særlig længe til min store dreng bliver 3 år.
Glæder mig virkelig meget i år. Nok mest fordi fødselaren rent faktisk ved at han har fødselsdag og snaaakker og snakker om det <3

Add comment 28. april, 2008

Forår, forelskelse og Fætterfolk

Ja, den første siger jo sig selv – det er blevet forår i Danmark. Og det ser ikke ud til, at det forsvinder igen sådan lige..

Kæresten og jeg har 6 års dag på onsdag. Og om 3 uger kan vi fejre, at vi har været forældre sammen i 3 år.
Godt nok er han ikke hjemme på årsdagen, men det betyder efterhånden ikke så meget, så tager vi bare revanche i weekenden.

Nu er der i øvrigt kun 8 uger tilbage af GF3. Og så er det slut med lange kurser.
Det er meget mere afslappet denne gang – nok fordi vi ved, at når denne omgang er slut og han kommer hjem, så skal han ikke afsted igen.
Det lå meget i baghovedet sidste gang, at når han kom hjem ville der kun gå tre måneder før han skulle derover igen.

Og så er der gang i noget Fætterfolk.
Sad en dag og kedede mig med Google og forsøgte at finde noget Fætter-merchandice.
Faldt så over en blog med et hyldestindlæg om Fætrene i Fjollerup.
Og nu er det så planen at min far skal spille LP’en ind på mp3 med sin USB pladespiller. Folk står i kø for at få historien og fætrene digitalt.
Har nu oprettet en side hvor jeg er gået i gang med at skrive alle sangene fra pladen ind og får jeg adgang til en scanner regner jeg med at scanne bøgerne ind så de evt. kan printes ud af Fætter-elskere derude.

Add comment 19. april, 2008

… Momo!

Verden er i undtagelsestilstand.

Min mormor ligger på intensiv efter en operation, der gik galt.

Har været deroppe, på sygehuset, tirsdag og onsdag. Blev hjemme idag. Og sov.

Havde slet ikke lyst til at hente ungerne – hvis nu der skete noget.

Går rundt på sådan en underlig tom måde og venter på at telefonen ringer, men håber på den lader være.

I hvert fald hvis det ikke er godt nyt den ringer med.

Brast i gråd i bussen i dag da yndlingsbuschaufføren jokede som han plejer. Endte med langt akavet kram og trøstende ord fra alle de andre faste passagerer.

Det er mærkeligt, som man kommer hinanden ved, bare fordi man ser hinanden så godt som hver dag.

Det hele er så skrøbeligt. Og jeg er så glad for, at Dennis kommer hjem i morgen. Og for at næste uge er en kort en, hvor han kommer hjem til graduering i ninja-klubben onsdag og helt hjem torsdag.

Add comment 10. april, 2008

Jeg har nu

to dejlige drenge, der kan falde i søvn af sig selv.

- Puttede Kristoffer på en ny, uopslidende, ondt-i-brysterne fri måde.

Og det gik!

Nu sover han, deroppe i sin seng. Helt af sig selv.

Og mit liv synes pludselig meget lettere.
På den anden side er weekenden nu ovre.

Og Dennis er kørt til Birkerød igen.

Dagene er forsvundet i menstruationssmerter og computercrash (kun C drevet, gudskelov)

Add comment 6. april, 2008

Maleri til Moar

Det er færdigt. Og jeg er ret tilfreds.

Så håber jeg bare hun kan lide det.

Add comment 5. april, 2008

Lidt om ikke så meget

Har lige set Saw IV. Sammen med kæreste, der er hjemme på weekend.

Var egentlig god, men lidt for meget flashback i forhold til at det er alt for længe siden vi så III’eren..

Er sur på mig selv.

I går, da jeg lå i min seng og skulle til at falde i søvn, fik jeg den bedste ide -ever- til et maleri.

Og, som så mange gange før, tænkte jeg, at jeg burde skrive det ned. Men gjorde det ikke – der lå en syg dreng i vejen.

Og nu er det væk. Som i helt.

Kan ellers mærke det var en virkelig god ide.

Og hvorfor er det lige man får de bedste ideer lige inden man falder i søvn?

Og så ikke kan huske dem dagen efter, andet end, at de var der..?

Er gået i gang med et maleri til min mor.

Hun ligger sygemeldt derhjemme efter en operation.

Når nok ikke at give hende det inden hun bliver er færdig med at være sygemeldt, men nogle gange er det tanken, der tæller.

Nu kun 9 uger tilbage som deltidssinglemor.

Add comment 5. april, 2008

Advarsel!! Ny edderkop i Danmark

For et stykke tid siden læste jeg i L’Informateur d’Eu, at den afrikanske edderkop Aranea Ficticus – den har endnu ikke noget dansk navn, har etableret sig i det sydlige Skandinavien grundet klimaændringerne, hvor de milde vintre og de lyse sommernætter giver optimale betingelser for edderkoppen.

Aranea Ficticus bliver op til 5 cm. og ligner med sine kødfulde og behårede krop og ben en miniature udgave af de mere kendte fugleedderkopper – altså en ordentlig moppedreng efter danske forhold.

Aranea Ficticus har på sit oprindelsessted den særlige adfærd, at hunnen bærer sine befrugtede æg i den opsvulmede bagkrop. Umiddelbart før æggene klækkes, sprøjter hunnen æggene op i næse og svælg på et hovdyr via et særligt klækkerør, hvor fugten og varmen blødgører æggehinden og klækningen sættes i gang.

Efter klækningen, myldre de 2 – 3 mm. store unger ud i værtsdyrets pels for at søge skjul. Her kan man iagttage den centralafrikanske kardemommefulgl sidde på ryggen af værtsdyret for at mæske sig i Aranea Ficticus som den har specialiseret sig i at æde. Kardemommefuglen forveksles dog ofte af ukyndige med den blåøjede oksehakker, da de har næsten samme adfærd og fjerdragt.

Den indiske biolog, professor Ran Slirpa oplyser, at Aranea Ficticus på sit oprindelsessted er i voldsom fremgang hvor den centralafrikanske kardemommefugl – af endnu ukendte årsager – er i tilbagegang, da kardemommefuglen stort set er edderkoppens eneste fjende.

Værtsdyret har tilsyneladende ingen gener af Aranea Ficticus’s aktiviteter, bortset fra en forbigående nysen og snøften i de 10 – 40 minutter klækningen foregår.

I det sydlige Skandinavien – herunder Danmark, har Aranea Ficticus ændret adfærd. Her vælger Aranea Ficticus mennesker der daglig har omgang med hovdyr som vært. Eksperterne mener at adfærdsændringen skyldes de lyse sommernætter i Danmark og det sydlige Sverige har påvirket edderkoppens livscyklus.

Eksperterne mener desuden at Aranea Ficticus om få år vil være Danmarks almindeligste edderkop, da den centralafrikanske kardemommefugl ikke kan etablere sig i landet.

Aranea Ficticus yngleperiode starter i det sydlige Skandinavien omkring 1. april.

Edderkoppen opholder sig i stalde og bokse med hovdyr, hvor den typisk vil gemme sig i tøjet på mennesker der færdes dér når klækningstidspunktet nærmer sig.

Om natten når der er ro, vil edderkoppen komme frem fra sit gemmested – hvor den med sin fine lugtesans – med lethed kan opsøge en passende person som vært og sprøjte sine befrugtede æg op i næse og mund på den sovende. En passende vært vil oftest være en person der bare svagt lugter af hest. Eksperterne oplyser endvidere, at ikke engang et bad efter staldaktiviteterne kan narre edderkoppens fine lugtesans.

De inficerede personer vil vågne med en voldsom nysen og kløe – typisk ud på morgenstunden lige før solopgang, når edderkoppeungerne myldre ud af næse og mund – og opdage at hår og ansigt, foruden hovedpude og dyne er oversået med edderkoppeunger der vil pile i alle retninger for at søge skjul. Efter 10 – 40 minutter er det hele overstået.

Det frarådes at slå ud efter edderkoppeungerne, da deres bid er smertefulde men ellers ufarlige.

I 2006 blev der i det sydlige skandinavien rapporteret 14 tilfælde hvor personer var vært for Aranea Ficticus. I 2007 var tallet steget til 1477. År 2008 forventes at blive det store gennembrud for Aranea Ficticus i Danmark, og allerede i 2009 anslår eksperterne at samtlige danske ryttere og hesteejere vil opleve den tvivlsomme ære at være vært for Aranea Ficticus’s aktiviteter, da edderkoppen som nævnt, formodes at blive Danmarks almindeligste edderkop grundet det faktum at den ingen fjender har i landet.

L’Informateur d’Eu oplyser desuden, at myndighederne specielt i Danmark har valgt ikke at informere nærmere, da Aranea Ficticus ikke overfører sygdomme. De svenske myndigheder har lagt lidt oplysning på deres hjemmeside.

Yderligere oplysninger kan findes på:

L’Informateur d’Eu
Wikipedia – Aranea Ficticus
For de virkelige hard core har WHO også lidt guf.

APRILSNAR

Add comment 1. april, 2008

Årets aprilsnar på JP.dk

Heidi røg ud af X Factor ved sms-fejl.

Gad vide om der er nogen, der hopper på den?

Og er det her mon ekstrabladets aprilsnar?
- Det lyder i hvert fald liiidt ude i skoven. (Edit: Nå.. Det var det så ikke)

Add comment 1. april, 2008


Følg med:

Overblik

april 2008
m ti o to f l s
« mar   maj »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  

Samling

Superlinks

Tidsfordriv

Kategorier

:blush: Familiehyggenygge Godt nyt Ikke kategoriseret Intet nyt Kedsomhed Negativitet Nostalgi Positivitet Reflektioner Se mig! Stolt mor stress Yay! Ynk Øv!

Kliktæller

Andre sider

Folk, der mener noget

Stine om Om
Laura om Om
Roar Johansen om 283 nede. 62 sider endnu
Roar Johansen om Gosh..!
Ina om 110520081104

Top Klikkere